Erfaring med at rejse i USA
I 2016 tog vi en 4 uger lang tur til USA. En ren drømmerejse! Vi fløj til Washington D.C. med SAS (direkte) og fløj hjem fra Miami, Florida via New York.
Vi havde baseret vores tur på lejlighedshoteller og leje af et hus i Orlando i en uge. Derudover havde vi lejet en MPV med plads til 7 personer, som vi lejede nordpå (D.C.), og afleverede sydpå (Miami). De bagerste sæder blev lagt ned, og så havde vi et meget stort bagagerum.
Vi havde bestilt vores første ophold hjemmefra ligesom huset i Orlando var lejet i en bestemt uge. Derefter bestilte vi lejlighedshoteller derned af, når vi besluttede præcis, hvor turen gik hen næste gang. Ruten lå ikke helt fast!
De første hotellejligheder var via Extended Stay America. Det var dog liiige skrabet nok, så vi opgraderede ret hurtigt til Residence Inn by Marriott (http://www.residenceinn.marriott.com/) . De fungerede rigtigt fint med fint køkken, basis køkkenudstyr, alm. ovn, kogeplader, køl, frys, mikroovn, morgenmad etc.
Planlægning:
Rejsebrev fra Center for PKU
Det er som altid super vigtigt at have rejsebrevet fra Center for PKU med.
Check evt. USA’s ambassades hjemmeside https://dk.usembassy.gov/u-s-citizen-services/local-resources-of-u-s-citizens/food-products-pets/ og https://www.tsa.gov/travel/security-screening/whatcanibring for hvad man må medbringe.
Flybilletter/Flymad/ekstra Håndbagage
Da vi ikke har rejst så meget med PKU i bagagen, besluttede vi at flyve så direkte, som det var muligt. Så vi fløj med SAS til D.C., hvor vi havde lejet en bil.
Mht. flymad, så kan man vælge vegan, vegetar og glutenfri, og det er alt sammen fint. Det er dog kun et udpluk af den serverede mad, som man kan bruge som PKU’er, så man skal tænke madpakker ind i flyturen lige meget hvad man vælger. På vores flytur ville der både være en frokost/varm anretning og en morgenmad. Så vi havde pakket til begge dele + ekstra til forsinkelser.
Vi havde bedt om at få ekstra håndbagage op i kabinen pga. PKUen. Vi havde en del aminosyre tilskud (resten ventede os i D.C.) og meget mad med op i kabinen. Vi havde ligeledes en køletaske med køleelementer (med produktblad), som vi fik lov til at tage med ind og med ud af USA.
Aminosyrer
Vores søn får PKU cooler 20 – 4 stk. om dagen. Det bliver til ret meget i 30 dage. Så vi havde lavet en aftale med Tanja Lund fra Vitaflo/Navamedic og Center for PKU om at vi kunne hente en stor portion på et kontor i Alexandria (forstad til Washington DC). Vi havde sikret, at aminosyrerne var på kontoret i Alexandria, inden vi forlod København. Det gav en dejlig ro. Det var en super løsning, og gjorde det meget lettere.
Vi havde på tur forsøgt at blande forskellige aminosyre tilskud som skulle lette vores bagage mængde. Vi havde Cambrooke barer med til om eftermiddagen, og Nutricias Anamix Junior med til om morgenen for at undgå at have for mange kilo PKU cooler 20. Det fungerede meget godt!
Lavprotein varer
Vi havde med hjælp fra Cambrooke og Nutricia fået lov til at bestille varer via deres internet butikker i USA.
Center for PKU satte os i forbindelse med Cambrooke, og Kristina Krogh fra Nutricia satte os i forbindelse med den amerikanske Nutricia. Vi bestilte Loprofin mel og Maddys bagemix via Nutricia, og Cambrooke havde en masse færdigbagte varer, som vi bestilte. Vi havde en kontakt til en dansk dame i en forstad til Washington DC, som hjalp os med at modtage varerne, hvor en stor del kom på frost. Nutricias tørvarer var ankommet, inden vi ankom. Det gav ro; Cambrookes varer ankom samme dag, som vi ankom til USA. Så det gik godt – men vi havde meget kontakt op til afrejsen for at sikre, at vi ville have maden, når vi stod på den anden side.
Vi havde Mevalia ciabatta boller, brød, flutes og pizzabunde med til de første dage til “just in case” alt ville gå galt.
Da der ikke var så meget køkkenudstyr i den første hotellejlighed, som vi troede, at der ville være, så købte vi en lille ovn, en håndmixer og nogle skåle i plast. På det tidspunkt kendte vi ikke til Residence Inn by Marriott. Vores rejsebudget var baseret på Extended Stay America.
Vi havde en stor mængde plastik net med fra Flying Tiger/Søstrene Greene. De fylder intet og er nemme at folde sammen.
Én fungerede, som køkkentaske med al vores køkkengrej, et par stykker var fyldt med LP varer etc. Det gjorde det nemmere at bære det hele ind og ud af bil/hotel.
Vi havde nogle silikone bageforme med hjemmefra – en brødform og en vaffelform (https://kforkage.dk/silikomart-vaffel-silikoneform).
På lejlighedshotellet var der morgenmad med i prisen. Så vi lavede pandekager/vafler til vores søn. Havde evt. en muffin i fryseren og en bolle til ham, som vi tog med ned i restauranten om morgenen. Det gik også fint med at fryse pandekager/vafler ned og tø dem op i en brødrister.
Nogle af hotellerne havde en gasgrill nede ved poolen, hvor man kunne smide sit eget kød/grønt på. Det fik vi ikke prøvet, men det var super og brugt af mange. Det gør vi næste gang!
Supermarkeder
Det var lidt en jungle af handle ind.
Vi havde brugt en del tid på at finde ud af hvilke supermarkeder, som man kunne være heldig at finde ting i:
Whole Foods (http://www.wholefoodsmarket.com/)
Trader Joes (https://www.traderjoes.com/)
Walmart (https://www.walmart.com/)
The Freshmarket (https://www.thefreshmarket.com/)
Og så er der alle de andre Giant, Safeway, Kroger, Harris Teeter, Target….afhængig af hvad stat man er i.
Vores rejsebudget var baseret på, at vi ikke spiste ret meget ude. Dvs. at vi købte semi færdig mad i supermarkeder, og lavede lavprotein mad på hotellet. Vi brugte derfor lidt flere penge på at bo og lidt mindre på mad. USA er dog et sted, hvor det ikke nødvendigvis er en straf. Der er rigtigt mange amerikanere, der ikke laver mad, så man kan købe mange halvfærdige retter i supermarkedet, som smager super lækkert ligesom Take away jo også er en mulighed.
Vi brugte MEGET tid på at handle. Når vi endelig troede, at vi havde fundet noget, så fandt vi det ikke igen det næste sted vi kom frem. Der var stor forskel mellem by/region/stat.
Vores erfaring er, at man skal tanke op med varer i de store byer, for det er svært at finde noget i de små byer.
Det gav udfordringer i forhold til at transportere det rundt. Vi købte en stor køleboks, og en del flamingokasser, og så lavede vores fryser på hotellet isterninger (typisk amerikansk), som vi brugte til at køle med i kasserne . Vi havde også en udfordring med at skulle holde PKU coolerene ved stue temperatur.
Når vi kørte fra A til B, så valgte vi at køre hele dagen, da vi havde svært ved at gå fra en bil og se på seværdigheder, når vi havde mad på køl/frost. 35-40°C udenfor bilen, 1000 °C i bilen uden A/C. Så der var deciderede køredage, og så sightseeing dage.
Vores learning var, at det fungerede bedst for os, når vi var blev boende et sted 3-5 dage, før vi igen tog et ryk videre.
Lavprotein mad
Vi brugte MixQuick (Cambrooke) til vafler og pandekager. MixQucik er smart at have med, da det kan bruges til rigtigt meget – check cambrooke.coms hjemmeside for inspiration.
Vi havde lavet en simpel brød opskrift uden for mange ingredienser med Loprofin mel, som vi kendte hjemmefra. Vi ville ikke stå og rode med et evt. amerikansk produkt, som vi ikke havde erfaring med at bage med, og så ikke kunne lave et brød. Vi fandt ikke nogen brød med lidt protein på vores jagt rundt i diverse supermarkeder.
Vi havde et udvalg af opskrifter med hjemmefra på mad, som vi mente var nemme og til at håndtere.
Vi bagte brød, pizza, tortilla pandekager og havde så nogle færdig produkter fra Cambrooke.
Det var ikke helt nemt at finde noget at putte på brødet til frokost. Vores søn endte med at leve af at have hummus på sine madder – der var så også mange varianter at vælge imellem. Vi fandt en æggesalat, men han kunne ikke lide den.
Man kan få masser af frugt og grønt, som er klar til brug.
Vi købte frosne plantain og yuca, som man kan frittere.
Se også https://drpraegers.com/ som har forskellige produkter.
Det var ikke så frygteligt mange puffs vores søn kunne få, men de smagte vist godt.
Man kan få kokos yoghurt – ”so delicious” (http://sodeliciousdairyfree.com/product_groups/dairy-free-yogurt-alternatives). En del var deklareret som <1 g protein/150 g.
Vi fandt chokolade kokosnødmælk is (ca. 1 g protein/85 g svarende til ca. 1.2 g protein/100g) – se http://sodeliciousdairyfree.com/product_groups/dairy-free-desserts#coconut-milk-frozen-desserts.
Vi fandt nogle frosne vegetar bøffer i Trader Joes.
Vi købte Jackfruit på køl med forskellig smag. De fandtes to forskellige mærker: The Jackfruit Company og Upton’s. Vores søn kunne dog bedst lide produkterne fra The Jackfruit company.
Cassava og plantain chips i poser.
Snyder’s of Hanover glutenfrie pretzels (http://www.snydersofhanover.com/products/gluten-free-pretzels.html)
Salat, gulerødder og frugt i poser som var klar til at spise.
Forlystelsesparker
Vi besøgte Disney World i Orlando, og her kan de hjælpe med PKU mad. Det er lidt en udfordring med disse mega store parker. Vi besøgte Disney World midt i juli. Det var tæt på 40°C og meget fugtigt. Det er svært at rende rundt med mad en hel dag og så sikre, at det holder sig koldt hele tiden.
Hvis man er ude i god tid, kan man lave en plan for, at der er PKU mad på nogle af restauranterne i parken, se https://disneyworld.disney.go.com/guest-services/special-dietary-requests/ . PKU er nævnt, og det er Cambrooke mad, som de serverer. Man skal dog være tålmodig for selvom det er planlagt til sidste detalje, så er alt ikke helt strømlinet. Vi havde booket mad i en frokost restaurant på et bestemt tidspunkt, og da vi mødte op på det givne tidspunkt, anede de ikke, at vi kom. Vi blev ledt over i en anden restaurant, og her havde de noget PKU mad – dog ikke det, som vi havde bestilt. Om aftenen havde vi bestilt middag på en restaurant (burgere), og her fik vi alle fire burgere. Det var en fin oplevelse, og dejligt, at det kunne lade sig gøre.
Vi havde lavet lignende arrangement i Discovery Cove i Seaworld. Det gik dog i vasken, da diætisten, som jeg havde kommunikeret med, ikke var ansat længere og informationen ikke var sendt til køkkenet, inden hun stoppede. Så her havde vi nær fået et hjertestop. Vi havde dog dagen inden været i en Whole Foods tæt på Discovery Cove, og kunne lede en køkkenmedarbejder over i butikken og vedkommende fik handlet, så vores søn kunne få mad.
Skal man besøge en park, så check derfor op på de enkelte parkers hjemmeside, kontakt parken, og nævn, at Cambrooke har madvarer, som de evt. kan arrangere at tage hjem, og se hvad de kan hjælpe med. Men hold stram kontakt indtil sidste sekund, før man er ude af døren. Det er ikke sjov at stå i en stor park uden mad til sit barn.
Varedeklarationer
Man skal holde tungen lige i munden, når man læser varedeklarationer. Vi faldt i vandet et par gange. Al deklaration er per serving, og ikke per 100 g, som vi er vant til. Så man skal hele tiden regne.Vi kiggede også meget på ingredienserne og lavede en vurdering ud fra hvad der var i.
Næste gang
Skulle vi tage turen igen, ville vi nok nøjes med at have noget Mevalia brød med til at starte på og så bage brød, pizza, tortilla pandekager, boller etc. hen ad vejen. Pasta, mel, MixQuick og kagemix ville vi nok også have haft med hjemme fra. Det var en dyr fornøjelse at betale fragt ligesom lavprotein varerne var meget dyre. Vi turde dog ikke gøre det på anden måde, når man ikke helt ved hvad man kan finde.
Det er nogle rigtigt gode produkter Cambrooke har, men det er besværligt at skulle køre rundt med for mange frostvarer.
Bemærk, at ovenstående skal bruges som inspiration og vejledning. Produkter har det med at ændre indhold, så man skal sørge for at checke varen, når man står med den i hånden. Det kan meget vel være, at nogle af ovenstående ting har ændret sig og indeholder mere nu end da vi rejste. Ovenstående skal blot give en ide om hvad man kan lede efter, når man render rundt i et fremmed land i et fremmed supermarked og forsøger at finde varer med lidt protein.