Faste Brunsviger, ca. 5 stk.

En fastelavnsbolle variant – min søn har det lidt svært med boller med fyld, så vi prøvede at lave denne variant, da han godt kan lide Brunsviger.
Ingredienser
| VARE | MG PHE |
|---|---|
| Dej | |
| 38 g smør | 9.5 |
| 125 g Loprofin mælk | 12.5 |
| 13 g frisk bagegær | 42 |
| 2 g FiberHusk | 1.5 |
| 2 g Loprofin æggeerstatning | 0 |
| 21 g sukker | – |
| 2 g fint salt | – |
| 205 g Semper Lavprotein melmix | 31 |
| Lidt vaniliepulver/vaniliesukker | – |
| Fyld | |
| 50 g smør | 12.5 |
| 75 g brun farin | – |
| 12 g lys sirup | – |
Hele opskriften indeholder 4.5 lister, 2.7 g protein og 109 mg phe.
Hele retten indeholder 0.6 g protein/100g; 1 liste = 109 g.
Sådan gør du:
- Smelt smørret.
- Kom mælken i.
- Rør gæren ud i smør-mælkeblandingen.
- Kom FiberHusk og Loprofin æggeerstatning i.
- Rør og lad det stå i ca. 10 min.
- Tilsæt sukker, salt og mel.
- Rør dejen med en el-mixer eller en røremaskine til dejen er fin og jævn.
- Del dejen i ca. 5 stk.
- Rul bollerne og læg dem på en bageplade.
- Tryk dem let flade og brug en ske til at lave en fordybning i dejen.
- Dæk bollerne til med film og læg et viskestykke over.
- Lad dem hæve i ca. 30 min.
- Rør fyldet sammen – smør, brun farin og lys sirup.
- Kom fyldet i fordybningen efter endt hævning.
- Bag bollerne ved 220 °C i ca. 10 min afh. af ovnen.
NB: Bollerne smager bedst friskbagte. Skal de bruges dagen efter, så lun/varm dem let i ovnen.